Er du en pleaser - ligesom jeg var engang?

photo-1491438590914-bc09fcaaf77a

Er du også en pleaser? En, der sørger for, at alle andre har det godt, før du tænker på dig selv?
Fordi du gerne vil være et godt menneske - eller fordi det gør dig glad at mærke, at du gør andre omkring dig glade?

Men er du selv glad? Sådan helt langt indeni?

Jeg var engang en pleaser.
En af dem, der tog ansvar for, at alle andre havde det godt. Jeg var meget ansvarlig - faktisk var jeg OVER-ansvarlig.
Og det endte med, at jeg brændte ud.
Jeg begyndte at spise for at holde alle mine egne følelser nede, for jeg skulle jo bare sørge for, at alle havde det godt.
Der var ikke plads til mine egne følelser og behov, så de blev lukket inde. De blev dulmet med mad.


Ansvar for eget liv

Det var min krops og min sjæls måde at fortælle mig, at jeg skulle begynde at tage mig af mig selv, og opfylde mine egne behov, men jeg lyttede ikke. Jeg blev bare ved med at dulme - så jeg kunne være der for de andre og tage ansvaret for, at de i det mindste havde det godt.

Heldigvis blev jeg klogere.
Jeg ved ikke helt, hvornår det skete, men langsomt - meeeget langsomt gik det op for mig, at jeg blev nødt til at tage ansvar for mit EGET liv. Ikke for andres.

Jeg havde i al den tid troet, at det ville være egoistisk af mig at tage mig af mig selv i stedet for at fokusere på de andre og på fællesskabet, hvilket fik mig til at tage mig af de andre og undlade at tage ansvar for mit eget liv.



Da jeg begyndte at tage ansvar for mit eget liv, begyndte det at gå fremad.
Jeg begyndte selv at få det bedre og begyndte at opfylde mine egne behov og lytte til mine egne følelser.

OG, tro det eller ej, det betød, at jeg blev meget bedre til at være der for de andre, når de havde brug for mig.
Så hverken jeg eller min omgangskreds mistede noget ved det - tværtimod.
Vi fik det allesammen bedre, da jeg stoppede med at være en pleaser og i stedet begyndte at tage ansvar for mit eget liv.


Socialt ansvar vs. personligt ansvar

Dette er ikke bare min egen lommefilosofi - der er teoretikere, der bekræfter denne påstand. Blandt andet Jesper Juul i bogen "Dit kompetente barn", hvor han beskiver to former for ansvarlighed.

Der er det sociale ansvar, som er den ansvarlighed, der er nødvendig, så de grupper og samfund, vi tilhører, kan fungere for så mange som muligt.
Derudover er der det personlige ansvar, som er det ansvar, vi har for vores eget liv - vores fysiske, psykiske, mentale og spirituelle sundhed og udvikling. Det personlige ansvar er det, de færreste af os er opdraget til at tage, for der er en meget dominerende myte i forhold til opdragelse, som altid har understreget, at barnets "egocentriske natur" må holdes nede af hensyn til fællesskabet.

Denne myte har efterhånden også fået voksne til at bekræfte hinanden i, at man bliver nødt til at gå på kompromis med sin egen integritet for at have en værdi for fællesskabet, og at det ville være egoistisk af os at begynde at fokusere på os selv.

Men hvis man lige kigger videre på, hvad der sker, når man opdrages til henholdsvis at tage socialt ansvar eller personligt ansvar, så viser det sig, at personligt ansvar ikke står i vejen for socialt ansvar. Tværtimod. At tage personligt ansvar gør os endnu bedre til at tage socialt ansvar..

Når man opdrages med hovedvægten på det sociale ansvar, så lykkes det af gode grunde ofte at skabe individer der er gode til at sørge for at andre har det godt. Vi får nogle ansvarlige individer - mange bliver endda det, vi i daglig tale kalder OVER-ansvarlige.
Prisen er frustration i forholdet til andre mennesker og helt eller delvist fravær af personligt ansvar.

Når børn derimod opdrages med hovedvægten på at støtte udviklingen af deres medfødte, personlige ansvarlighed, skaber vi individer der er gode til at tage sig af deres egne behov og sørge for at de selv er glade - men ikke nok med det, så udvikler de også i samme proces en høj grad af social ansvarlighed. Faktisk bliver de endnu bedre til at sørge for, at andre mennesker omkring dem har det godt end dem, der opdrages med hovedvægten på social ansvarlighed.

Det er altså en total win-win situation.


Win-win situation

Ved at begynde at fokusere mere på dig selv og dine egne behov og dermed tage ansvar for dit eget liv og din egen udvikling, vil du både blive bedre til at opfylde dine egne behov (og dermed slippe din overspisning, som du bruger til at lægge låg på alle de behov, du ikke får opfyldt nu) og SAMTIDIG vil du blive bedre til at tage socialt ansvar, uden at opleve alle de frustrationer i forhold til andre mennesker, som du givetvis oplever lige nu.

Det er da en win-win situation, ikke?

Så nu er det bare om at komme i gang med at begynde at tage det personlige ansvar - medmindre du vil ende som ham her? 


0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!