Engang havde jeg det ligesom du har det nu..

photo-1568497632174-0082a20602c9

Der var dengang, hvor jeg spiste, for at fjerne mig fra ubehag. Hvor jeg fyldte mig med kager, flødeboller, chokolade og is i store mængder, for at slippe for at mærke mig selv.

Og hvor jeg troede, løsningen på det hele var, at sætte nogle rammer op for mig selv, om hvad jeg måtte spise hvornår og om, hvad jeg skulle holde mig fra, eller i hvert fald spise i mindre mængder.

Jeg gik på slankedoktor.dk og oprettede en profil, jeg begyndte at følge principperne fra Kernesund familie, jeg købte mig fattig i pulvere og barer fra NUPO eller Nutrilett eller jeg satte mine egne hjemmestrikkede regler op for mig selv om, at jeg kun måtte spise chokolade i weekenden, når jeg var sammen med andre eller måske nøjes med et lille stykke efter aftensmaden hver dag.

Men lige lidt hjalp det.

photo-1531928351158-2f736078e0a1.jpg


Maden var min flugt fra følelserne

For hver ny regel, jeg byggede op for mig selv, blev mit forhold til min krop og mit forhold til mad mere og mere anstrengt og unaturligt. Jeg LYTTEDE ikke til min krops signaler. Jeg MÆRKEDE ikke efter. Jeg flygtede.
Flygtede fra alt, hvad der var ubehageligt.

Jeg var så langt fra at være i kontakt med mig selv, min egen krop og mine egne følelser, at jeg oplevede det som aldeles ubehageligt, når jeg pludselig kom i kontakt med nogle af de ubehagelige følelser.
Jeg havde ikke lært at håndtere dem, og jeg havde heller ikke lært at acceptere dem eller at lytte til dem, så jeg oplevede dem som negative - og som noget, der skulle skjules. Og på den måde virkede maden ganske effektivt. Som en "følelses-dæmper".

Så snart jeg fyldte mig med mad, mærkede jeg ikke længere de oprindelige negative følelser. Nu var de overdøvet af skam, skyld og tristhed over at være så ufattelig dum at spise for meget endnu engang. Hvilket blot fik mig til at fortsætte i den negative spiral, for når alt var så gråt og trist, havde jeg jo brug for et eller andet at trøste mig med - og det middel, der virkede bedst for mig, var maden.

Så gang på gang udsatte jeg mig selv for ædeorgier med kvalme, utilpashed og dårlig samvittighed til følge. Og gang på gang bestemte jeg mig for, at NU skulle det være slut. Nu ville jeg ikke overspise længere. Jeg ville begynde at spise efter en eller anden bestemt kur i morgen, for at få styr på det forbandede spisemønster!

Men hov...
Det var jo den samme gamle strategi, som jeg havde brugt indtil nu. Og den havde jo ikke virket - tværtimod. Så måske skulle jeg begynde at finde en anden vej ud af mine overspisninger.


En helt anderledes strategi

Nu lyder det som om, det var en erkendelse der kom til mig, sådan lige, WUPTI! Det var det IKKE! Den var flere år undervejs.
Men langsomt, skridt for skridt, gik det alligevel op for mig, at mit kaotiske forhold til mad, blot var min krops måde at åbne mine øjne for, at jeg var i tydelig ubalance - og at jeg blev nødt til at gøre noget.

Problemet var bare, at jeg handlede det helt forkerte sted. Jeg blev ved med at fokusere på mit madindtag, fordi det var det, der tydeligt var i ubalance. Men når jeg dykkede rigtigt ned i det, gik det op for mig, at grunden til, jeg spiste på den måde, var fordi jeg:

- sørgede for, at alle andre havde det godt, men glemte at tage mig af mig selv. Jeg fik ikke sat tydelige grænser og fik ikke sagt fra, så gang på gang overskred jeg selv mine grænser, eller andre gjorde, men jeg var bare fokuseret på, at alle andre skulle være glade, så var det ligemeget med mig.

- ikke turde vise mine "grimme sider" - dvs. når jeg var ked af det, irriteret, såret osv., så lukkede jeg det inde i mig selv og ventede på, det ville gå over. Hvilket det ikke gjorde og så blev jeg nødt til at "lægge låg på det" med mad, så de negative følelser ikke ville flyde over.

- ikke følte jeg var god nok, som jeg var. Jeg havde en tendens til at sammenligne mig med alle mulige andre, og jeg kunne altid finde nogen, der var tyndere end mig, lækrere end mig, mere attraktive end mig, mere succesfulde end mig osv.

Når man går rundt med alt dette (og meget mere, som jeg ikke har givet plads til her) indeni sig, så er det meget nærliggende, at finde et eller andet, man kan dulme smerten med. Og jeg fandt altså maden - primært de søde sager - til at forsøde mit liv med.

Så når det store og kaotiske madindtag i virkeligheden hjælper os med at håndtere disse svære følslelser, hvordan kan vi så tro, at løsningen ligger i at faste to dage om ugen eller skære ned på kulhydraterne?

Neeej!

Løsningen ligger i at lære at håndtere de ubehagelige følelser!

Først da kan vi give slip på overspisningerne som vores redningsvest, fordi vi så har lært at svømme..

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!