Kroppen husker - tør du lytte til, hvad den fortæller dig?

photo-1516822003754-cca485356ecb

Jeg havde en oplevelse for et par dage siden, jeg gerne vil dele med jer.

Det er en meget sårbar fortælling om det, jeg tidligere ville have kaldt mine "svage sider" - altså de sider af mig selv, der er sværest at acceptere og håndtere, men som også er en del af mig. Nu kalder jeg det mere mine sårbare og følsomme sider. For der er ikke noget svagt ved at have følelser.

Tidligere ville jeg have haft svært ved at dele noget så sårbart om mig selv - og det kan også stadig være lidt grænseoverskridende for mig - men nu overstiger vigtigheden ved at dele det og ved at stå ved mig selv, min usikkerhed og nervøsitet ved, hvad folk vil tænke mig om det, når de læser det.

Og hvis jeg kan hjælpe denne ene (dig?), ved at dele min egen historie, så er det det hele værd..

Jeg kunne selv have brugt en rollemodel, der stod tydeligt frem og sagde, at det er okay at have denne slags følelser, det er menneskeligt og der er intet galt i det - dengang jeg havde det sværest og hvor jeg ikke var i stand til at acceptere og håndtere disse følelser hos mig selv.

Nu er jeg i stand til at tackle følelserne - uden mad - og det vil jeg gerne fortælle dig om, som inspiration til dit eget liv.


Min ekskæreste er blevet far

Jeg stødte tilfældigvis på et billede af min ekskæreste på facebook - den ekskæreste, jeg slog op med, da jeg havde min spiseforstyrrelse og som jeg havde så svært ved at slippe (hvis du vil læse mere om dét, kan du læse historien i min bog En fri fugl).



Jeg er ikke længere selv facebookvenner med ham, så jeg har ikke set hans profil i lang tid. Men på dette billede sad han og holdt et lille barn.
Kommentarerne under billedet bekræftede min antagelse; han var blevet far.

Min krop reagerede voldsomt. Jeg mærkede med det samme mit hjerte begynde at slå hårdere end normalt. Det dunkede løs i mit bryst. Sådan har min krop reageret hver gang jeg har set ham lige siden bruddet. Og det er virkelig ubehageligt.

Men jeg blev i det og prøvede at være nysgerrig på, hvad det var, jeg reagerede på.
Jeg så på den lille dreng og tænkte "det kunne have været mit barn, som jeg havde fået med min ekskæreste". Det var en underlig tanke.
Men det var ikke det, jeg reagerede på. Jeg så ikke på billedet og følte misundelse eller tænkte "gid det var mig". Jeg havde ikke en trang til, at det skulle være mig, der sad dér som en lille kernefamilie.

Jeg jo meget godt tilfreds i mit liv, som det er nu, hvor jeg står på spring til at tage ud og rejse verden rundt i et folkevognsrugbrød og hvor jeg ikke har nogen trang eller lyst til at danne en kernefamilie med parcelhus og børn. Men hvad var det så?

Jeg læste kommentarerne under billedet. Flere af mine venner og bekendte havde liket og kommenteret hans billede. Jeg fik en klump i halsen. Og her mærkede jeg, hvad det var, der trykkede. Jeg følte mig fravalgt og udenfor. Jeg var ekskluderet fra selskabet. Det var dét, der gjorde ondt.

At jeg ikke var velkommen. At jeg var udenfor og at han havde valgt mig fra.


photo-1516822003754-cca485356ecb.jpg

Kroppen husker

Min krop havde altså reageret før min bevidsthed var klar over, hvad der var på spil. Kroppen vidste instinktivt, at her var noget galt. Og det var det med at blive forladt/afvist/fravalgt, den reagerede på.

Naturligt nok, hvis man tænker i et evolutionsmæssigt perspektiv. Der har det betydet den visse død at blive forladt af flokken. Så det er noget, vores kroppe ofte reagerer fuldstændig instinktivt på med angst og panik.

Jeg tillod mine følelser at være lige præcis som de var i det øjeblik. Jeg tillod min krop at reagere fuldstændig som den havde brug for i det øjeblik.
Jeg græd og hele min krop begyndte at sitre og ryste. Jeg lagde mig på gulvtæppet fordi det føltes mest naturligt. Måske var det min krops behov for at få bedre jordforbindelse. Jeg ved det ikke, jeg fulgte bare de instinkter, der kom op i mig.
Jeg lagde fødderne op på sofaen og lå der og græd, sitrede og rystede.

Jeg lod mine følelser få frit løb og lod kroppen slippe dét, den skulle slippe.
Det var en speciel - og ret fantastisk - oplevelse at give det plads. Og jeg følte mig meget forløst bagefter.
Jeg tror virkelig, jeg slap en meget stor del af den resterende sorg gennem denne oplevelse.
Så selvom det var en intens og lidt overvældende oplevelse lige mens det stod på, så var det også en fantastisk heling, jeg oplevede lige netop dér.



 

Vores kroppe er altså i allerhøjeste grad i stand til selv at hele og forløse gamle traumer - hvis blot vi lader dem gøre det.
Så tak til min krop for at gøre det, der skulle til i situationen.


Jeg vil meget gerne hjælpe dig til at komme bedre i kontakt med din krop og dine følelser.

Du kan kontakte mig for en gratis afklarende samtale hvis du vil høre nærmere.

Mette.

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!