Hvorfor vi overspiser i stedet for at tage os selv alvorligt

Nordjyske Stiftstidende

Flugten fra de indre dæmoner

Det er mine indre dæmoner, der hærger.
Det er dem, der fortæller mig, at jeg skal spise.
Det er dem, der fortæller mig, at jeg ikke er god nok.
Det er dem, der fucker mit liv op.

Jeg hader dem,
og jeg prøver at flygte fra dem.
Men de følger efter mig.
De jagter mig og overfalder mig med deres overbevisende ord.
De lader mig ikke få fred et øjeblik,
før det går op for mig, hvorfor de er der.

De jagter mig kun, fordi jeg prøver at flygte.
Fordi deres budskab er vigtigt.
Det går op for mig, at jeg ikke skal flygte.
Jeg skal ikke bekæmpe dem,
eller gemme mig for dem.
Jeg skal forholde mig til dem.
Jeg skal komme dem i møde og lytte til,
hvad de har at fortælle mig.
Finde frem til, hvad budskabet er.
På den måde vil de stoppe med at jagte mig,
og jeg vil stoppe med at flygte.

 

Prøver at gemme mig fra virkeligheden

Sådan lyder et af digtene i min digtsamling "Der er lys i mørket".
Og selvom det er snart 5 år siden jeg skrev det, støder jeg stadig på problematikken engang imellem.

At jeg prøver at løbe væk fra det, der er og "gemmer" mig lidt for virkeligheden i stedet for at forholde mig til den som den er.
Ligesom jeg gjorde da jeg havde min spiseforstyrrelse, hvor jeg i stedet for at forholde mig til det ubehag og de følelser og tanker, der fyldte mit indre, spiste for at forsvinde fra det.


Det gør jeg ikke længere - i hvert fald ikke overspisninger i den form, som jeg gjorde dengang.
Jeg kan stadig godt den dag i dag finde på at gå i pendulfart frem og tilbage mellem stue og køkken og småhapse lidt af rosiner, mandler, knækbrød, kaffe eller andet - for pludselig at opdage "Hov, nu gør jeg det igen! Hvad er det, jeg forsøger at løbe væk fra nu?"

Som regel er det når jeg har en eller anden opgave foran mig, som jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal gribe an. Eller en stor arbejdsmængde.
Det er primært der, jeg prøver at "løbe væk" fra mit indre ubehag.

 

Overspringshandlinger

Men det er ikke altid maden, jeg bruger til at "forsvinde" med længere, ligesom det oftest var for 7-10 år siden da jeg virkelig havde problemer med overspisning. Det kan også være andre ting.
Facebook (big time!), bingewatche dokumentarserier, rydde op i mit tøj, læse en bog der ellers har stået på hylden og samlet støv, svare på gamle messengerbeskeder, ja sågar tage opvasken eller få gjort rent og lignende ting som ellers ikke står højest på min liste over favorit-aktiviteter får jeg pludselig gjort. Før jeg går i gang med det, der er svært.

Man kunne kalde det overspringshandlinger. For det er jo det, jeg gør. Jeg prøver at springe over, hvor gærdet er lavest. Prøver at undgå det, der er svært.
Hvilket er helt naturligt for os mennesker.

Der er to ting, der motiverer os til at handle:
At opnå noget eller at undgå noget.


Undgå ubehag

Og når jeg på den måde går og småhapser alt muligt fra køkkenet eller pludselig synes det er vigtigt at få svaret på gamle beskeder der ellers allerede har ligget ubesvaret hen så længe at det ikke ville gøre noget om jeg svarede nu eller om en dag eller en uge, er det helt sikkert for at undgå noget.
Undgå det ubehag og den uro der er forbundet med at sætte mig ned og fordybe mig i det, der er svært.

Det føles behageligt lige nu og her i øjeblikket at spise, at se en dokumentarserie eller at svare på beskeder. Men det er jo samtidig også en flugt fra virkeligheden - og det udskyder jo kun problematikken. Den store arbejdsmængde og den svære opgave bliver jo ved med at være der (arbejdsmængden bliver måske endda kun større og større fordi jeg ikke tager mig af den/holder den nede).

Ved ikke at stoppe op og tage hånd om de udfordringer, jeg står med her og nu, men i stedet prøve at undgå dem/udskyde dem, snyder jeg jo kun mig selv og tager ikke mig selv alvorligt.


"Når jeg har tabt mig.."

Der er mange måder at snyde sig selv på. At undgå at tage sig af problemerne. At udskyde og skubbe foran sig. At lade som om i stedet for at se tingene i øjnene.

Vi kan, som jeg allerede har nævnt, gøre det ved at drukne os i sociale medier, praktiske gøremål osv., men vi kan også gøre det ved hjælp af vores mindset og tanker.
F.eks. ved ønsketænkning/drømmetænkning der handler om det, vi vil gøre, når engang et eller andet sker og det helt rigtige tidspunkt opstår (indsæt selv hvad der skal ske i dit liv, før du begynder at handle).
For rigtig mange af mine kunder lyder det sådan her: "når jeg har tabt mig, så vil jeg få nemmere ved at få en kæreste/vil jeg begynde at tage på stranden/vil jeg blive glad for mig selv/osv."

Det er også en måde at snyde sig selv på. En måde at undgå at forholde sig til virkeligheden på. En måde at udskyde og skubbe problemerne foran sig. I stedet for at stoppe op og forholde sig til realiteterne og begynde at tage sig selv alvorligt HER OG NU!

Jeg øver mig i igen og igen at tage mig selv alvorligt, så snart jeg opdager, at jeg springer over, at jeg gemmer mig, at jeg udskyder og skubber foran mig.
Det er ikke noget, der bare kommer af sig selv - heller ikke selvom jeg for længst er på den anden side af mine overspisninger.
Nu har det bare antaget en anden form end tidligere, men jeg øver mig fortsat.

For det er vigtigt for mig at tage mig selv alvorligt. Også selvom det indimellem føles lettere at løbe udenom det, der er svært.

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!