Når du går i pendulfart ud til køleskabet..

Køleskab

Måske du selv har oplevet det i denne periode hvor corona har været styrende for vores hverdag? Hvordan “corona-kiloene” har sneget sig på sidebenene her under din nye hverdag med hjemmearbejdsplads, hjemmeskoling af børnene, lukkede fitnesscentre og ingen - eller kun begrænsede - muligheder for at besøge venner og familie.

Jeg har hørt fra mange, at ruten frem og tilbage mellem computeren og køleskabet er blevet tilbagelagt i pendulfart dagen igennem i den seneste periode.
Men hvorfor egentlig?
Der kan selvfølgelig være flere forskellige grunde til det (bl.a. stress, bekymringer og kedsomhed), men én af de grunde, jeg hører, er at det bliver en form for overspringshandling, når man sidder overfor en svær og uoverskuelig opgave.
Så bliver det nærliggende at “flygte” væk fra opgaven og ud til køleskabet - særligt når køleskabet hele tiden er indenfor rækkevidde.


Men hvorfor spiser vi i disse situationer, når vi egentlig godt ved, vi ikke “burde”?

Vi ved det jo egentlig godt. At det ikke er nødvendigt. At vi godt kan klare os uden at spise det. At vi faktisk ikke er sultne. At vi kun spiser som en overspringshandling. At vi burde lade være.
Men hvorfor er det så, vi gør det alligevel?

Jo, alt det ovenstående er noget, vi godt kan forklare os selv rationelt, men vi er altså ikke udelukkende rationelle væsener (selvom vi godt nogle gange kan lide at tænke sådan om os selv).
Vi er også levende væsener, der er styret af vores lyster, følelser og behov.
Generelt vil vi som mennesker gerne føle glæde, nydelse og behagelige følelser. Og når vi sidder der foran skærmen med en svær og uoverskuelig opgave, bliver vi opfyldt af ubehagelige følelser som f.eks. overvældelse, opgivenhed, frygt, bekymring, stress eller andet i den dur.

Og det er dét, vi flygter fra, når vi gang på gang vandrer ud i køkkenet og åbner køleskabsdøren eller køkkenskabet for at se, om der dog ikke er noget, der kan tilfredsstille os. For maden fjerner os fra vores ubehag og giver os den følelse af tilfredsstillelse, glæde, nydelse og behag, vi higer efter - om end kortvarigt, men alligevel..

Den simple “løsning”

Mange begynder så at se på selve adfærden og prøver at løse problemet med rationel tænkning: “Jeg spiser for meget, så nu bliver jeg nødt til at sætte nogle restriktioner op for mig selv”.
En simpel løsning på et simpelt problem: Jeg spiser for mange kalorier, så nu må jeg skrue ned for indtaget af kalorier.

Men er det virkelig så nemt? Hmm, for nogen måske, men for andre er det absolut ikke.
Formentlig er du i den sidste kategori eftersom du læser med her.

Når jeg sagde til mig selv i den periode, jeg havde mine overspisninger, at nu skulle jeg “bare” stoppe med min rastløshedsspisning, endte det som regel med at jeg følte mig som en løve i bur.
Mine tanker begyndte at kredse endnu mere om mad, men jeg tillod ikke mig selv at spise det, mine tanker kredsede om. Det fik dog ikke tankerne til at forsvinde - tværtimod, de voksede nærmest i intensitet.

Jeg kæmpede imod og prøvede at koncentrere mig, men tankerne blev ved med at kredse om mad. Og på et tidspunkt endte jeg simpelthen med at give efter for trangen.
Om ikke andet, så for at få ro i hovedet.

Så nej, det var ikke så nemt bare at sætte en stopper op for mig selv. Det stoppede mig ikke.


Den langsigtede løsning

Hvad der derimod blev min vej ud, blev bevidstheden om, at jeg spiste for at opfylde nogle behov hos mig selv, så hvis det kunne lykkes mig at opfylde disse behov på en anden måde end ved at spise, så ville maden vel blive overflødig i denne sammenhæng.

Jeg prøvede derfor forskellige strategier af, der kunne hjælpe mig til at håndtere min rastløshed på andre - og mere hensigtsmæssige måder - end at spise.

- Når jeg synes, noget var svært og uoverskueligt, tog jeg en pause fra det, så min hjerne fik ro i et stykke tid.

- Jeg blev opmærksom på at dele mine opgaver op i mindre, overskuelige bidder. I stedet for at skrive “lav online forløb”, skrev jeg måske “find frem til det overordnede emne på online forløb”.

- Når jeg følte mig overvældet, lagde jeg mig på sengen og kiggede op i loftet og fokuserede på min vejrtrækning for at “komme ned i kroppen” igen.

- Jeg spillede noget energisk musik for fulde drøn og hoppede rundt i stuen for at komme af med mine frustrationer.

- Jeg ringede til en veninde, min kæreste eller søster og læssede nogle af mine frustrationer af - eller snakkede om noget helt andet for at få et afbræk.

Nogle gange virkede det, andre gange gjorde det ikke. Men hen ad vejen har alle disse små tiltag - og flere i samme dur - været medvirkende til, at jeg i sidste ende har lært at håndtere min rastløshed på en mere hensigtsmæssig og langtidsholdbar måde end ved at putte noget i munden.

For når først du lærer at tilfredsstille de behov, du har, som du lige nu dækker med mad, så er det ikke længere nødvendigt at bruge mad til at dække disse behov.



4 trin til at håndtere din rastløshed uden at spise

Er det dine første skridt på vej mod at håndtere din rastløshed på andre måder end ved at spise, vil jeg anbefale dig, at du:

1. Begynder at lægge mærke til, hvornår du har dine triggersituationer. Er det særligt om formiddagen eller om eftermiddagen, er det særligt når du er i tvivl om, hvad du skal gå i gang med eller når du står overfor en svær opgave? Eller hvilke situationer er det særligt, der udløser din spisning?

2. Skriver en liste med forskellige strategier, der kan hjælpe dig, når du bliver rastløs.

3. Prøver dine nye strategier af, når du mærker trangen til at gå ud i køkkenet og spise som en overspringshandling.

4. Kommer du til at spise før du overhovedet tænkte på, at du jo havde nogle nye strategier, du ville prøve af, så acceptér at du spiste - det ligger fuldstændig på rygraden hos dig - og udfør så din nye strategi bagefter. På denne måde vil din hjerne alligevel tillære sig din nye strategi og på sigt vil det blive nemmere for dig at ty til den før du spiser.

Jeg vil ønske dig al mulig held og lykke med at afprøve denne nye metode!
Giv mig meget gerne en opdatering på, hvordan det lykkes for dig.

Mette.

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!