Jeg har netop afsluttet mit andet semester på Psykoterapeutisk Institut i Aarhus (PIAA). Og kan se tilbage på et af de bedste år i mit liv. Jeg har lært så meget på det studie - om mig selv. Og udviklet mig ekstremt meget.
Meget af forarbejdet havde jeg gjort i forvejen.
Min personlige udviklingsrejse startede i sommeren 2009, hvor jeg erkendte min spiseforstyrrelse og begyndte arbejdet på at komme ud på den anden side igen. At det skulle blive så lang og sej en rejse, havde jeg ikke drømt om på det tidspunkt. Og at den skulle få så stor betydning for mit liv og så mange konsekvenser, havde jeg heller ikke set for mig.
En lang sej rejse med en fantastisk destination
Men nu, hvor jeg står og ser tilbage på min rejse, er jeg på mange måder taknemmelig for den. Selv om den i laaaaaaaaange perioder har været sindssyg hård, fortsatte jeg alligevel rejsen.
Der var ikke rigtigt andet at gøre..
Og jeg kunne ikke forestille mig en bedre destination end der, hvor jeg er nu. På min nuværende destination er der masser af lys, varme, glæde, taknemmelighed og kærlighed. Der er også regnvejrsdage, men de overskygger ikke lyset og varmen.
Hvis jeg ser bare 2 år tilbage, lå jeg alene på stuegulvet i fosterstilling og græd så meget, at jeg troede, jeg aldrig ville stoppe igen. Jeg var fuldstændig fyldt op af smerte, sorg, savn og selvhad. Og jeg kæmpede en indædt kamp for at komme af med alle disse forfærdelige følelser.
En af metoderne til at slippe for de svære følelser var ved at "dulme" dem med mad. Når de negative følelser tog overhånd og mørket blev for dystert, spiste jeg alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Jeg slugte nærmest maden, for det var ligemeget om jeg smagte den. Den skulle bare give mig en tilfredsstillelse.
Jeg havde brug for at opnå en bestemt følelse og det fik jeg via maden. Jeg nærmest slugte flødeboller, vanilleis, chokolade og kager. Ned med det. Så jeg kunne få trøst, lindring, ro og føle mig afslappet.
Jo mere jeg forsøgte at flygte fra de svære følelser, jo mere overspiste jeg - for det var jo maden, der kunne hjælpe mig til flugten.
Overspisningerne forsvandt med accepten af mig selv
Men på et tidspunkt blev jeg klogere. Det handlede ikke om at kontrollere maden og flygte fra mine følelser. Det handlede om at acceptere og rumme de svære følelser og drage omsorg for mig selv - for på den måde kunne jeg slippe maden som trøst.
Der, hvor tingene i særdeleshed begyndte at ændre sig for mig, var da jeg begyndte at acceptere at jeg var et helt menneske med både glade og positive følelser og med de lidt mere dystre følelser som tristhed, vrede og usikkerhed. Så i stedet for at flygte fra de dystre følelser, begyndte jeg at åbne munden og bede om hjælp, når følelserne blev for voldsomme og jeg ikke kunne klare dem selv. Og det var der, den helt store forskel skete for mig.
Jeg skulle ikke længere flygte fra noget, men acceptere de sider af mig selv, jeg havde forsøgt at flygte fra.
De negative følelser blev mindre, når jeg satte ord på dem
Så 2013 blev vendepunktet for mig. Det var her, jeg begyndte at åbne mere og mere op for det, der var svært for mig. At dele de svære følelser med andre. F.eks. var det rigtig svært for mig at starte på arbejde som diætist på min tidligere arbejdsplads (hvor jeg netop er blevet genansat på deltid), fordi jeg følte mig virkelig utryg i min faglighed. Selvom jeg blev rådet til ikke at fortælle dem, hvor svært det var for mig at arbejde der, før min prøvetid var udløbet, var jeg ikke længere i tvivl. Jeg blev nødt til at fortælle dem det og så måtte de fyre mig, hvis jeg ikke passede ind alligevel.
Jeg kunne - og ville - ikke længere skjule mine svære følelser. Nu skulle de ud.
Og de tog fantastisk imod det. Så snart jeg havde fået det fortalt, blev følelserne mindre og i kraft af, at jeg havde sagt det højt, var det lettere for mig efterfølgende at gå til mine kollegaer og bede om hjælp.
Det fik altså en kæmpe betydning for mig, at jeg italesatte det, der var svært for mig over for min chef og mine nye kollegaer.
Senere på året begyndte jeg at holde foredrag om min spiseforstyrrelse for Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser.
Det betød, at min "hemmelighed" nu var ude hos alle.
Pludselig var jeg i radioen, i lokalavisen og i regional tv, hvor jeg fortalte min historie. Der var ikke længere noget at skjule.
Og sikke en respons, jeg fik. Ikke en eneste person har sagt noget fordømmende om min situation.
Tværtimod har jeg fået masser af ros for at fortælle om en af de største kriser i mit liv. Jeg har fået ros for at være så ærlig og modig at stille mig op og fortælle min historie.
Hvor er det fantastisk ikke længere at have noget skjule.
Farvel til mit ædemonster
Det var herefter PIAA kom ind i mit liv.
Overspisningerne var trappet meget ned i løbet af 2013 og starten af 2014 og til sidst var det primært når jeg var stresset, rastløs eller usikker, jeg overspiste.
Allerede den første weekend på PIAA sagde jeg farvel til mit ædemonster.
I en frokostpause gik jeg alene ned i parken for at spise min madpakke og mens jeg sad alene der på bænken, oplyst af solens stråler, fik jeg en meget tydelig oplevelse af, at mit ædemonster forsvandt ud af mit liv. Det var som om, jeg så ham gå væk fra mig i parken, kun for at vende sig og vinke til mig til farvel.
Vi vidste begge, at det var slut nu. Og det føltes godt.
Det var vemodigt, for på trods af, at han havde kostet mig så meget smerte og sorg, så havde det alligevel også været et trygt bekendtskab og han havde gang på gang reddet mig og trøstet mig, når jeg ikke kunne kapere de svære følelser.
Men jeg havde ikke længere brug for ham.
Jeg havde fundet hjem.
Det var den følelse, jeg sad tilbage med. En tryg og behagelig følelse af at have fundet hjem.
PIAA var det nye hjem, jeg havde brug for. Her blev jeg set som det hele menneske, jeg var. Med de lyse, varme følelser og de mere mørke og dystre følelser.
De var allesammen en del af mig - og ingen af dem skulle gemmes væk eller dulmes med mad. De skulle bare frem i lyset, så var de ikke nær så skræmmende.
Og processen med at lære at drage den omsorg for mig selv, som mit ædemonster havde gjort i alle disse år, den kunne jeg også få hjælp til på PIAA.
Så jeg havde fundet hjem.
Hjem i mig selv.
0 kommentarer
Skriv en kommentar
Log ind eller tilmeld dig som bruger for at skrive en kommentar