3 tips til at spise balanceret hen over julen
Julens mange arrangementer, julekalendere, julegodter og
"nu skal vi rigtigt hygge"-aktiviteter kan være svære for os overspisere.
For hvordan håndterer vi de fristelser, der følger med?
De fleste overspisere oplever, at julen er den sværeste tid på året.
Og det fører nemt til, at du ryger ind i overspisningspendulet på ny
(hvis ikke du allerede befandt dig der i forvejen).
Der hvor du holder du dig til din restriktive spisning og tænker;
"åh nej, der bliver serveret æbleskiver til julehyggen på arbejdet i morgen, hvordan slipper jeg udenom det?",
"jeg kan ikke spise noget af risalamanden, for jeg ved, at hvis jeg først smager det, så kan jeg ikke stoppe igen"
og lignende tanker om mad, som hele tiden kræver din opmærksomhed
for ikke at "falde i" og ryge i den anden grøft.
Eller også har du allerede givet op og er gået "all in"
fordi du tænker;
"jeg har jo alligevel ødelagt det",
"jeg kan jo alligevel ikke overholde det, så nu spiser jeg det og så må jeg gå på kur igen i januar"
og andre tilladende tanker om mad.
Kan du genkende det?
I så fald, så læs endelig videre og få 3 tips til,
hvordan du kan øve dig på at gøre noget andet end du plejer
og dermed komme nærmere balancen i midten af pendulet.
3 tips til at opnå mere balance hen over julen:
1. Drop fokus på vægttab, så du kan lære at håndtere dine overspisninger
At lære at håndtere dine overspisninger er lidt som at lære at cykle.
Eller læse.
Eller jonglere.
Det er en læringsproces.
Hvor du lærer at mestre noget,
som du på nuværende tidspunkt ikke er i stand til.
Det kommer ikke fra det ene øjeblik til det andet.
Det tager tid.
Og øvelse.
Og det kræver at du fokuserer på dét, du gerne vil blive god til.
Nemlig at spise balanceret.
Men du må acceptere at en læreproces går op og ned.
Du vil falde nogle gange undervejs, mens du lærer det.
Og derfor vil fokus på vægten blot være som at stikke en kæp i hjulet,
mens du forsøger at lære at cykle.
For vægten vil ikke blot gå nedad, nedad, nedad,
mens du lærer at slippe dine overspisninger.
Det svarer til at tro, at du aldrig taber boldene, når du skal lære at jonglere.
Men det gør du.
Det er en del af læreprocessen.
2. Fokus på sanser i stedet for regler
Flæskesteg, fiskefilet, risalamande, æbleskiver, lakridskonfekt, vanillekranse
og jeg kunne blive ved.
Der er så meget lækkert mad og hvis du har svært ved at stoppe,
når du først er startet, er det jo forståeligt nok,
hvis du er bange for overhovedet at spise lidt af det.
For så bliver du jo bare ved og ved og ved.
"Løsningen" på det bliver nemt at vi sætter madregler op for os selv,
fordi vi tror, det vil begrænse vores overspisninger.
Men paradoksalt nok forværrer det blot vores problem.
Det er ikke ydre kontrol, der er løsningen på vores problem.
Vi skal i stedet lade os guide af vores indre styring.
Herunder vores lyst, nydelse, sult og mæthed.
Det er ikke så nemt som det lyder,
for du har helt sikkert ikke været særligt meget i kontakt
med disse signaler i lang tid.
Men du kan begynde at øve dig nu.
Så i stedet for at sætte regler op for, hvad og hvor meget du må spise
(som trigger din overspisningsdjævel), så prøv i stedet at sige til dig selv:
"nu udvælger jeg det, jeg har allermest lyst til og spiser det først,
mens jeg virkelig lægger mærke til, hvordan det dufter og smager og hvor meget jeg nyder det.
Når jeg er færdig med det - men ikke endnu - lægger jeg mærke til, hvad jeg så har lyst til".
Dét er at være nærværende og give plads til dine sanser
og din krops signaler mens du spiser
i stedet for at være "oppe i hovedet" og tænke over, hvor meget du må spise,
hvor mange kalorier der er i det, du spiser, hvad du skal spise bagefter osv.
3. Både-og i stedet for enten-eller
Alle de overspisere jeg har mødt, har en "alt-eller-intet" tankegang.
Så når de er kommet til at spise for meget tænker de
"nu kan det hele være lige meget, nu har jeg alligevel ødelagt det"
og så fortsætter de ud af samme tangent.
Resten af dagen eller måske endda resten af julen.
Og så må de "starte forfra" igen efter nytår.
Det er alt eller intet.
Enten spiser jeg perfekt.
Eller også kan det hele være lige meget.
Den tankegang er kun med til at forværre det hele.
Som hvis du ved et uheld kom til at køre ind i en bil og du tænkte;
"nu kan det hele være lige meget"
og så kørte du ind i alle biler på din vej hjem.
I stedet for at fortsætte ud af dette mønster,
vil jeg anbefale dig at prøve at integrere en "både-og" tilgang.
Så når du lige har haft en overspisning
(for ja, de kommer - husk på, du er kun ved at lære
at håndtere dine overspisninger),
så prøv at sige til dig selv;
"jeg er ærgerlig over, at jeg lige har overspist, men jeg accepterer det, for jeg kan ikke ændre på det".
"Hvad kan jeg gøre for mig selv NU, som vil være godt for mig?"
Det kan godt være, du ikke formåede at stoppe op og gøre noget andet
før din overspisning, men på denne måde bryder du
det selvdestruktive mønster efter en overspisning.
Og det er også et skridt på vejen.
Med det sagt, så vil jeg ønske dig en forrygende julemåned!
De bedste hilsner
Mette
0 kommentarer
Skriv en kommentar
Log ind eller opret dig som bruger for at skrive en kommentar