Trænger du til et sundere syn på overvægt?
Per er uddannet indenfor human ernæring og prædiker både "mindful spisning" og "slankekurs" i forsøget på at hjælpe folk til et mere naturligt forhold til mad (jeg har allerede i et tidligere blogindlæg omtalt hans bog "Slankekurs").
Et sundere syn på overvægt
Stor var min overraskelse dog da jeg pludselig kunne læse på min roommate Michelles facebookside, at hun havde udviklet et manifest i samarbejde med Per.
Jeg vidste slet ikke, at de to kendte hinanden.
Men de har åbenbart mødt hinanden for nogle måneder siden, da Michelle (som er uddannet psykolog) også har en interesse indenfor emnet.
Manifestet de to har udviklet i samarbejde hedder "Manifest for sund sul" og er blevet til i et forsøg på at fremme et fysisk og psykisk sundere syn på overvægt.
Per og Michelle (og jeg selv) håber, det vil sprede frihed og glæde.
Jeg synes i dén grad, manifestet er værd at dele, så her har I det:
Manifest for sund sul:
1. Hold op med at tro at alt bliver godt, hvis du blev slank. Du er lige så fucked, hvis du blev slank.
2. Dit selvværd har ikke noget at gøre med, hvor meget sul du har på kroppen. Dit selvværd har noget at gøre med, hvordan du har det med dig selv.
3. Sul er sundt. Det er sundt at kunne deponere overskydende energi som fedt i fedtcellerne. Så længe fedtet slapper af i fedtcellerne, gør det ikke skade.
4. Slankekure er usunde for både krop og sjæl. Slankekure giver stress og får fedtet til at fare ud af fedtcellerne, så det gør skade. Spis sundt og med nærvær i stedet for. Og nyd det!
5. At være slank er ikke det samme som at være sund og smuk. Man kan sagtens være slank og usund - og grim.
6. At have sul på kroppen er ikke det samme som at være usund og grim. Man kan sagtens være sulrig, supersund og tæskelækker.
7. Selvomsorg kommer ikke af selvhad, men af selvglæde. Og kærlighed. Masser af kærlighed.
8. Stil dig nøgen foran et spejl hver dag og se dit sul i øjnene. Og elsk det!
9. Sul er sexet. Sul giver former. Mænd foretrækker generelt kvinder med mere sul på kroppen, end kvinderne selv tror. Og sul giver pondus og hygge til en mandekrop.
10. Hold op med at dyrke motion for at tabe dig. Bevæg dig for at mærke glæden i kroppen. Find noget, der gør dig glad, uanset om det er golf eller tango.
Michelle Angelica Kaptain, cand.psych. og Per Brændgaard, cand.scient. i human ernæring.
Aalborg og København, 10. august 2014.
Tusind tak til Michelle og Per for det fantastiske budskab!
Og nu vil Michelle og jeg spise aftensmad sammen; grillkylling med kartofler og hjemmelavet coleslaw. Mums!
Vi vil spise det med nærvær og nydelse og uden dårlig samvittighed! :)
0 kommentarer
Skriv en kommentar
Log ind eller opret dig som bruger for at skrive en kommentar