Hvad gør du, når kedsomhed og rastløshed bliver til overspisning?

photo-1520350094754-f0fdcac35c1c
Jeg keder mig! Meget! 
På mit arbejde.. 
 
For cirka 4,5 måned siden startede jeg som bekendt min egen virksomhed for at arbejde med det, der interesserer mig allermest; nemlig overspisning. 
Desværre er det jo ikke sådan at kunderne bare står på spring på dag 1, så efter 2,5 måned besluttede jeg at tage et deltidsjob som handicaphjælper for at få økonomien til at hænge sammen.
 

 

Trangen til chokolade

Allerede på dag to kom trangen til at overspise. Den var udløst af, at jeg følte mig totalt mindreværdig og ked af det i relationen til den borger, jeg hjælper.
 
Den første uge var rigtig hård for mig at komme igennem og jeg endte også med at bruge is og chokolade som hjælpemidler til at klare det. Men ikke på samme måde som da jeg havde spiseforstyrrelsen.
Denne gang var jeg bevidst om, hvad der udløste trangen - men valgte altså alligevel at trøste mig selv med mad. Velvidende at jeg så efterfølgende skulle tage mig af det virkelige problem.

Så jeg tog tyren ved hornene og fik taget en snak med borgeren - der var ked af at jeg havde oplevet det sådan. Det hjalp at få snakket om det og få udtrykt, hvor mine grænser går. Og vores relation blev da også bedre. 
Men jeg trives stadig ikke på jobbet.
 

 

Mad udfylder tomrummet

For nogen kunne det sikkert lyde som et hyggeligt job at gå og passe hus og have, pynte til jul og hjælpe med at handle ind. Og det lød også fint for mig. 
Men jeg keeeeder mig!
Jeg går simpelthen fuldstændig i stå og føler slet ikke, mit fulde potentiale bliver udnyttet - hvilket det jo heller ikke gør.
 
Og jeg bliver frustreret over at gå der og lalle, mens der er så mange andre ting i min virksomhed, jeg hellere ville lave og som ville give så meget mere mening for mig at bruge min tid på. I stedet oplever jeg, at jeg forsøger at kompensere for min kedsomhed og rastløshed ved at spise.
Det er ikke deciderede overspisningsorgier, som det førhen har været, men jeg går og småspiser lidt hele tiden. For at udfylde tomrummet.
 
 

 

Kontrol er skiftet ud med nysgerrighed og omsorg

Så hvad er min løsning?
For selvfølgelig kan jeg godt med min fornuft se, at spisning ikke løser problemet, men lige lidt hjælper det, når det er min følelsesmæssige del af hjernen, der gang på gang får mig til at overspise - den er åbenbart stærkere end fornuften.

Førhen ville jeg sætte nogle regler op for mig selv om hvad og hvor meget jeg måtte spise og så måtte jeg ellers bare "tage mig sammen". Det var fornuften der talte.
Men hver gang jeg satte sådan en løsning op for mig selv, gik det galt og jeg endte med at "falde i". Fordi jeg jo ikke havde taget mig af det egentlige problem og den stærke, følelsesmæssige del af hjernen begyndte at råbe endnu højere og spise endnu mere, fordi den følte sig overset/overhørt.

Så min løsning har nu ændret sig fra kontrol til nysgerrighed og omsorg. Nysgerrighed på, hvorfor jeg i det hele taget overspiser.
I dette tilfælde er det kedsomhed og rastløshed.
Og dernæst omsorg for mig selv. Hvad er det i virkeligheden, jeg har brug for? Jeg har brug for at blive "fyldt op" af noget andet end mad. At blive udfordret noget mere og opleve noget mere spænding og glæde i min hverdag.

Min løsning - på længere sigt - er derfor at bruge energi på at finde et andet job, hvor jeg trives bedre (her har jeg heldigvis allerede en anden løsning på tegnebrættet).
 
På den korte bane er min løsning; at forsøge at fokusere min energi på det, der interesserer mig og som jeg brænder for - i mine tanker. Selv om jeg har nogle opgaver jeg skal udføre som handicaphjælper, er det som sagt ikke nogle opgaver der kræver den helt store tankevirksomhed, så jeg vil prøve at fokusere mine tanker på nye idéer og planer til min virksomhed - og skrive dem ned, som de dukker op.
Forhåbentlig kan det få mig til at føle, at jeg ikke i lige så høj grad spilder min tid, men at jeg faktisk får noget konstruktivt udrettet i forhold til min virksomhed, mens jeg er på arbejde som handicaphjælper - og på den måde kan det forhåbentlig være med til at mindske min trang til at spise.
 
Som Steve Jobs har udtalt:
"For the past 33 years, I have looked in the mirror every morning and asked myself: If today were the last day of my life, would I want to do, what I am about to do today? And whenever the answer has been 'NO' for too many days in a row, I know I need to change something."

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!