Har man virkelig et bedre liv, hvis man er tyndere?

photo-1576046126313-e93a138bc984
Jeg er i øjeblikket i gang med at rette min kommende bog til - bogen "En fri fugl", der fortæller, hvordan jeg udviklede en spiseforstyrrelse, hvor alt pludselig handlede om kroppen, vægten og maden.

Hvor mad fyldte alt i mine tanker og gjorde, at jeg ikke længere kunne koncentrere mig om mit studie eller mit parforhold.
 
Hvor jeg endte med at miste det menneske, jeg elskede allerhøjst i hele verden, fordi jeg var så fokuseret på at tabe mig, at mad havde fået alt magten i mit liv.
 
Et forfærdeligt liv, hvor jeg var en levende zombie, der kun tænkte på, hvornår jeg kunne spise næste gang.
 
Det handlede mere om at overleve end det handlede om at leve.
 
Fordi jeg ville være tynd!

 

Flov over tallet på vægten

Følgende er et uddrag af bogen:
 
"Min første beslutning om, at jeg ville tabe mig, var i sjette klasse, da jeg var tretten år gammel.
 
Allerede på det tidspunkt - og måske endda langt tidligere - var jeg flov over tallet på vægten.
 
Når vi havde været ved sundhedsplejersken på skolen, fik vi altid en gul seddel med derfra med de forskellige oplysninger, såsom vægt og højde.
 
Når vi kom tilbage i klassen, syntes de andre, det var sjovt at snakke om, hvor meget de vejede, men det syntes jeg ikke!
 
Jeg var så flov over at snakke om min vægt, for jeg vejede jo mere end de andre og prøvede derfor at holde mit tal hemmeligt.
 
Helt tilbage til fjerde klasse husker jeg, at det var et problem for mig.
 
På det tidspunkt vejede jeg 43,6 kilo og var 138 cm høj.
 
Når jeg så på de andres vægte på deres gule sedler, vejede de allesammen under 40 kilo.
Så min konklusion var, at jeg var tyk.
 
Jeg havde ikke nogen overvejelser om, at jeg var højere end de fleste af de andre i klassen.
Jeg fokuserede bare på, at jeg vejede mere end de andre og var for tyk.
 
Punktum.
 
Så jeg ville altså gerne tabe mig."
 
Egentlig synes jeg, det er ret forfærdeligt at tænke på, at mit fokus på vægten startede allerede i så tidlig en alder.
 
At jeg allerede dengang følte, at jeg ikke var god nok, fordi jeg var tykkere end de andre.
 
Desværre ser jeg, at det er en tendens, der stadig er MEGET fokus på - endda endnu mere nu end dengang, jeg gik i fjerde klasse.

 

Klassens tykke pige vejer 54 kilo

I går skrev kulturjournalist Ditte Giese denne artikel på Politiken.dk: Klassens tykke pige vejer 54 kilo, hvor det desværre med al tydelighed fremgår, at problematikken lever i bedste velgående i de danske skoleklasser - og meget mere ekstremt end i 1996.
 
Artiklen beskriver nærmest ordret mine tanker dengang i fjerde klasse for snart 20 år siden: "Tyndere er bare bedre. Punktum." 
 

 

En farlig tendens

I artiklen beskrives det, hvordan alt i en tilfældig dansk 8. klasse handler om at være tynd.
 
Hvordan pigerne systematisk overvåger hinandens vægt og fødeindtag og hvordan de roser hinanden for at springe måltider over.
 
Den beskriver, at alle pigerne har apps, der bipper en gang i timen, når de skal lave maveøvelsen planken eller avancerede digitale kalorietællere og at det giver status at uploade bikinibilleder på Instagram.
 
Det er ikke meget anderledes for drengene i klassen; de kæmper for at have sixpack og går i træningscenter frem for holdsport og vil for alt i verden ikke være tykke.

"Det er en farlig tendens.
 
Jeg er ikke i tvivl om, at mange af disse unge mennesker vil udvikle en spiseforstyrrelse på et senere tidspunkt, hvis denne udvikling fortsætter" udtaler Ditte Giese.
 
"Faktisk har en af pigerne i klassen, ifølge artiklen, allerede udviklet anoreksi på nuværende tidspunkt.
 
Men jeg tror, mange flere vil følge med på et senere tidspunkt.
 
Hvis ikke i denne klasse, så i en af de mange andre skoleklasser rundt om i landet.
 
Der er stor grobund for at udvikle både anoreksi, bulimi, tvangsoverspisning, ortoreksi (ekstremt fokus på kvaliteten af mad) og megareksi (træningsafhængighed), når der er SÅ stort et fokus på vægt, kalorier og træning som statussymbol."
 

 

Husk at nyde et stykke fødselsdagskage

Jeg er fuldstændig enig med Ditte Giese i, at forældrene har et ansvar her - at vi i stedet for at dyrke kropshad og fokusere på "jo tyndere, jo bedre", måske skulle begynde at acceptere vores krop som den er, NYDE et stykke fødselsdagslagkage indimellem i stedet for at kalde det "at synde" og fokusere på vigtigheden i at være rask og stærk, grine og nyde sit liv i stedet for at det er vigtigt at være tynd.
 
Lad os nu nyde livet for pokker!
Når fokus på mad gør dig mere syg
Jeg tænkte på mad de fleste af mine vågne timer.

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!