Kan man se på folk, om de har en spiseforstyrrelse?

photo-1601492335663-f8331dd0db75

For nogle år siden, da jeg begyndte at snakke om at åbne min egen virksomhed med fokus på overspisning, var der en der sagde til mig; "Du ser også selv så sund ud!"
Jeg blev VOLDSOMT PROVOKERET af denne, ellers tilsyneladende virkelig positive kommentar.
Og grunden til, jeg blev provokeret? Fordi jeg stadig overspiste.

Jeg levede på overfladen det gode, sunde liv, som diætist i et Sundhedscenter, en normalvægt og et spisemønster, der ikke vækkede den store opsigt - altså på overfladen. Når jeg var sammen med andre mennesker. Men så snart ingen kiggede, sneg jeg mig til at købe oceaner af søde sager; flødeboller, is og chokolade, med fra supermarkedet og hjem i lejligheden, hvor jeg tændte for fjernsynet og åd og åd og åd.
Så nej, jeg var IKKE sund!


Jeg var alt andet end sund

Én af grundene til, jeg blev provokeret af hendes "kompliment", var fordi det ramte et rigtigt ømt punkt. Jeg blev lige mindet om mine overspisninger og at jeg var ALT andet end sund.

Men det provokerede mig også på et højere plan end det, fordi det blev tydeliggjort for mig, at vi tror, vi kan vurdere ud fra folks udseende, om de er sunde eller usunde.
Det kan man måske også i nogle tilfælde. Men altså langt fra alle!

En mental forstyrrelse som en spiseforstyrrelse er, kan du altså ikke nødvendigvis SE - faktisk som oftest tror jeg ikke, du kan se den. Og slet ikke, fordi de mennesker, der har spiseforstyrrelsen oftest er verdensmestre i at skjule deres sygdom.
Der er ingen der skal vide det - det er DERES hemmelighed, DERES tabu.


Det perfekte ydre snyder

Så ja, det provokerer mig voldsomt, når folk tror, de kan vurdere, om jeg har det godt eller skidt og om jeg er sund eller usund, ud fra mit udseende. Og jeg ved, jeg ikke er den eneste, der bliver provokeret af dette, for jeg får indimellem mails fra unge piger, der takker mig for at italesætte og belyse et tabu. Piger der oplever ikke at blive taget alvorligt af deres omgivelser, fordi de er normalvægtige og dermed "jo ikke kan have noget problem med mad".
Men det kan de altså sagtens!
Et forstyrret forhold til mad foregår inde i hovedet, og selvom folk ser normalvægtige og for det meste også glade ud, kan der sagtens være kaos inde i deres hoveder. 

Denne artikel fra Kristeligt Dagblad, som blev udgivet i august, viser det med al tydelighed, at man ikke kan SE på folk, at de har en spiseforstyrrelse:

Det perfekte ydre snyder. Hun har haft en spiseforstyrrelse i mere end 30 år.

Jeg håber, dette indlæg kan være med til at udbrede en forståelse for, at vi skal tage folk, der giver udtryk for, at de har et problem med mad, alvorligt - uanset, hvordan de ser ud.

I sidste uge blev jeg "normal". Eller min vægt gjorde i hvert fald.
Hvordan rummer du de svære følelser?

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!