"Når jeg ikke kan styre mit slikindtag, må jeg jo få min mand til at låse det inde"

"Når jeg ikke kan styre mit slikindtag, må jeg jo få min mand til at låse slikket inde.."

Eller hvad?
Er det en god løsning eller kan du håndtere din manglende kontrol på andre måder?

Flere af mine kunder har fortalt mig, at de har fået deres mand til at låse slik, søde sager, kage, chips eller lignende

inde i en kasse eller i et skab, fordi de ikke kunne styre deres indtag af det.

Hvis ikke det var låst inde, ville de "gå i det" i tide og utide.

Og særligt når manden var ude af huset eller sad inde på kontoret og arbejdede.

De havde derfor efterhånden fået den erfaring at de ikke kunne styre deres slikindtag.

De fleste der fortæller denne historie, har forsøgt sig med at stoppe.

De har sagt til sig selv (mange gange!) at de IKKE skal gå og spise slik

sådan en ganske almindelig hverdags-eftermiddag efter arbejde.

Og de har besluttet sig for, at nu skal de spise et stykke frugt eller en gulerod i stedet for.

Og de har aftalt med sig selv, at næste gang de får lyst til det, så går de en tur i stedet for,

for det vil være meget bedre for dem.

De har forsøgt sig med de strategier og de aftaler med sig selv, de kan komme i tanke om.

Men..de kan altså ikke styre sig.

Så i frustration og desperation har de nu aftalt med manden at låse slikket inde

og at han får nøglen og opbevarer den et sted udenfor hendes rækkevidde.

For så er der styr på det. Så kan hun jo ikke gå og spise det i tide og utide.

Og så kan det nøjes med at blive låst ud, når de som familie skal sidde og hygge sig med det sammen.

Men er det egentlig en god idé?

Du skal selvfølgelig selv afgøre, om det er en god løsning for dig,

men hvis du er træt af, at det skal være sådan, hvis du føler dig svag fordi du ikke kan styre dig

og du bliver nødt til at ty til sådan løsning og/eller hvis du kan mærke, at du går fuldstændig amok,

når slikket endelig bliver "lukket ud" i weekenden, så læs med her:

Når vi vælger en løsning som denne er det som sagt fordi vi har en oplevelse af, at vi ikke kan styre os.

Vi oplever at vi ikke har kontrol.

Og det er ikke rart. Derfor søger vi på en eller anden måde en form for kontrol.

Først gør vi det ved at give os selv "ordrer".

Siger til os selv "det er altså for dumt at spise slik nu", "jeg må ikke spise slik i hverdagene,

det er kun til weekenderne" eller måske "stop nu - du tager på af det her"

eller "nu begynder jeg at spise et æble om eftermiddagen i stedet for det slik".

Det er første forsøg på kontrol.

Og når det så ikke lykkes (igen og igen og igen), bliver vi frustrerede og føler os magtesløse,

for vi har jo stadig ikke kontrollen. Det er håbløst..

Vi føler os svage.

Men vi vil jo tabe os - eller holde vægten og ikke tage på - eller have kontrollen -

så vi må finde på noget andet.

Og så er det at løsningen med det aflåste skab og manden der opbevarer nøglen et sikkert sted, kan opstå.

SÅ har vi da langt om længe kontrol. Det er åbenbart det eneste, der kan få os til at holde os fra de søde sager - tænker vi..

Men det der sker her, er faktisk ikke, at vi har kontrol. Tværtimod.

Det er blot, at vi kan sørge for at undgå fristelsen og dermed holde os fra de søde sager. I hvert fald i hjemmet.

Men hvad så med på arbejdet, når vi går forbi bageren, når vi tager til fødselsdag, når vi (indsæt selv flere..)?

Der er der jo stadig fristelser.

Og der kan vi stadig ikke styre os.

Det kan faktisk også godt være i hjemmet.

Det er ikke usædvanligt at jeg hører folk fortælle, at nu hvor slikket er låst inde, så kan de finde på at tage lidt flormelis

for at få den søde smag, eller de begynder måske at snacke ristede løg eller det kan også være havregrynen, de så går i.

Skal de så låse al maden inde?

Og hvad med til fødselsdagen, på arbejdet, forbi bageren og alle de andre situationer, hvor fristelserne står på lur?

Hvad skal de da gøre? For de har jo stadig ikke kontrollen. Så de føler sig fortsat fortvivlede.

Og oplever, at når slikket endelig bliver lukket ud i weekenden, så går de amok i det og kan slet ikke stoppe sig selv igen.

Eller hvis de tager bare et enkelt stykke kage på arbejdet, så har de ikke nogen "stopklods" - så løber det hele løbsk.

Men er der så en anden vej?

Tak, jeg er glad for, du spørger!

For ja, det er der nemlig.

At prøve at få kontrol over dit spisemønster ved at skrue mere og mere og mere op for den ydre kontrol

(flere regler/restriktioner/et aflåst skab), svarer lidt til at du har en teenagedatter og du siger til hende, at hun ikke må drikke alkohol.

Det gør hun så alligevel igen og igen bag din ryg.

Du bliver vred og frustreret, skælder ud og skruer op for kontrollen og advarslerne.

Du siger til hende, at det er dumt og farligt at drikke, at du ikke vil have det, at hun skal stoppe med det

og måske truer du med en eller anden form for konsekvens, hvis hun fortsætter.

Men hun fortsætter.

Du føler dig magtesløs og er vred over, at hun ikke respekterer dig og tydeligvis slet ikke er villig til at lytte til fornuft.

Så du giver hende stuearrest (låser hende inde, ligesom du låser slikket inde).

Men hun finder alligevel et smuthul.

Hun sniger sig måske ud af vinduet om natten, efter I er gået i seng, for at feste med vennerne.

Så det at du skruer op for mængden af skæld ud, trusler, advarsler og konsekvenser er altså i dette tilfælde ikke med til

at hun lader være med at drikke alkohol - tværtimod. I skruer bare op for konflikten mellem jer.

Men der er en anden vej.

Du kunne også gå i dialog med hende. Tale med hende om, hvorfor det er så vigtigt for hende at drikke alkohol.

Hvad det er, hun får ud af det. Lytte til hende.

Og samtidig fortælle hende dine bekymringer omkring alkohol.

Hvorfor du mener, det faktisk er bedst, hun slet ikke drikker alkohol.

Og derefter må I finde et kompromis, hvor hun kan få lov til at komme ud og ha' det sjovt med hendes venner,

samtidig med du også kan være nogenlunde tryg og rolig ved at hun opfører sig ansvarligt.

På samme måde kan du også gå til dit spisemønster.

I stedet for at skrue mere og mere op for kontrollen (og dermed den indre konflikt),

så skal du faktisk stoppe op og begynde at gøre det diamentralt modsatte: nemlig at give slip på kontrollen.

Giv slip på kontrollen for at få kontrol

En måde at gøre det på er ved at blive nysgerrig på dit spisemønster,

præcis som jeg ovenfor beskrev at du kunne gøre med din teenager.

1. Ligesom du begynder at undersøge hvad din teenagers motivation for at drikke alkohol er

- hendes "hvorfor" - begynder du her at undersøge din egen motivation for at spise søde sager.

Hvad er det positive, du får ud af det? Hvad er det glæden ved det er? Og så videre.

Måske du kommer frem til svar som "det smager bare så godt",

"det er fordi jeg er fyldt op af alle de krav, der er til mig, så det giver mig et lille frirum",

"jeg er helt udkørt efter en lang dag på arbejde, så jeg trænger bare til lidt hurtig energi".

Så det er altså nydelse, et frirum og hurtig energi du spiser for at opnå i ovennævnte tilfælde.

2. Når du har fundet frem til hvorfor du spiser de søde sager, så spørg dig selv,

hvordan du kan gi' dig selv de gevinster på andre måder.

Hvordan kan du gi' dig selv nydelse, et frirum og hurtig energi på andre måder

end ved at skynde dig at spise en masse søde sager?

Skriv ned, hvad du kommer frem til og begynd så at øve dig på disse.

Det kan f.eks. være, du kommer frem til at du kan få nydelse ved at lægge dig på sofaen og lytte til din yndlingslydbog,

at du kan få et frirum ved at gå i haven i en halv time

og at du kan få hurtig energi ved at danse rundt i stuen til en vild og energisk sang.

Din liste skal gerne indeholde mange forslag til, hvordan du opfylder de behov, du spiser for at dække,

så du har nogle forskellige valgmuligheder.

3. Nu begynder du at øve dig på at opfylde dine behov på de nye måder i stedet for altid at ty til søde sager,

når du har det behov - men husk også at søde sager er én måde at dække det behov på,

og ovenikøbet en meget velkendt måde for dig, så accepter, at du indimellem fortsat dækker dit behov med søde sager.

Rom blev ikke bygget på én dag og du kommer heller ikke til at skifte denne gamle strategi ud på én dag,

men du kan øve dig i at få flere og flere strategier til at dække dine behov med,

som så i sidste ende kan tage over for spisning af søde sager.

4. Derudover så skal du eksponere dig selv for det, du tænker, du ikke kan styre.

Hvis det f.eks. er chokolade, så vil din tidligere strategi med at låse det inde bare bekræfte dig i,

at du ikke kan styre dit indtag af chokolade - at du ikke har kontrollen.

Nu planlægger du i stedet at spise chokolade hver dag i f.eks. 14 dage.

Om det er et enkelt stykke eller en halv plade eller noget helt tredje er ikke vigtigt,

men du aftaler med dig selv at du skal spise chokolade hver dag.

Og når du så gør det, så arbejder du med dine tanker imens.

Når tanken "åh nej, jeg ved, jeg ikke kan styre mig, jeg kommer til at gå amok" dukker op,

så beroliger du dig selv ved f.eks. at sige "jeg slipper kontrollen",

"lige nu er jeg nervøs, for jeg har en tidligere erfaring med at chokolade er "farligt", men nu øver jeg mig på at spise det stille og roligt",

"jeg spiser chokolade og det er helt okay" eller hvad der nu passer til dig.

Og så øver du dig i at være nærværende og smage på chokoladen.

På den måde vil du lære din hjerne, at chokolade ikke er farlig og at du godt kan styre dig

og med tiden vil du på denne måde kunne spise chokolade uden at gå amok i det som førhen.

Rigtig god fornøjelse med det!

Mvh. Mette